Dette er ikke et eventyr men en ganske kort historie om en dame med en saks. Damen sad med sin saks i Kapellet på den gamle kirkegård. Før damen blev dame var hun pige. Hun klippede engle til jul og kyllinger til påske.

Nu var damen blevet dame og en påskemorgen i Kapellet foldede hun et stort stykke papir. Hun klippede så mange kyllinger der kunne være på papiret. Da hun foldede papiret ud blev hun ganske flov. Dog ikke mere flov end at hun løb hjem til sin eneste søn og viste ham klippet.

Mor hvordan kan du klippe så fine klip, sagde den eneste søn og så grinede de. Næste dag damen sad i Kapellet, foldede hun igen et stykke papir og nu klippede hun symboler og tegn og engle hun havde set på kirkegårdens grave. Da papiret var fyldt, foldede hun det ud og blev ganske flov. Men alligevel ikke mere flov end at hun løb hjem til sin eneste søn og de grinede igen. Sådan gentog det sig dag efter dag.

På den gamle kirkegård havde den store digter sin grav. Damen havde i sit liv ikke tænkt meget på den store digter, skønt han altid havde været der. Da damen var pige kom hver eneste aften når hun skulle sove en lille dreng med en paraply og lukkede hendes øjne. Hvis hun om dagen hørte den store digter nævnt, tænkte hun altid på landet hun boede i - Andedammen blev det kaldt.

En dag gik damen med saksen tur på den gamle kirkegård i følgeskab med en klog præst. De gik til den store digters grav. Præsten fortalte at den store digter kunne være ganske opblæst. Interessant tænkte damen. Hun tænkte også at hun ville giftes med den kloge præst. Når så den kloge præst om søndagen skulle prædike i kirken, kunne damen med saksen vise byens børn vejen til den store digters grav.

Med tankerne på hvad den kloge præst havde sagt, læste damen alle de bøger der fandtes om den store digter og det var mange. Hun fandt aldrig en bog hvor der stod at den store digter var opblæst.

Atter tilbage i Kapellet foldede damen med saksen igen sit papir. Blandt kirkegårdens symboler klippede hun et hjerte og en præst. Da papiret blev foldet ud var der mange hjerter, mange sorte søstre og ingen præst.

Siden hen har damen med saksen vist mange børn vejen til den store digters grav. Har for børnene læst den store digters historier om den uartige dreng og den lille Idas blomster. Og lært børnene at klippe engle.

Den store digter havde også en saks. Han klippede mange papirklip. Selv om det føles som om den store digter altid er her, viser hans grav at det er han ikke. Han klipper ikke flere klip, men hans historie og historier lever. Damen med saksen er her fordi den store digter var her.

Forord 2 til bogudgivelsen H.C.Andersen og Damen med Saksen. Læs osse Mathilde Walter Clarks forord