Når man ser på dem første gang, bliver man slået med ét. Man må bare finde ud af, hvordan hun gør. Det er nemlig ikke helt til at greje -
i hvertfald ikke for mig - hvordan hun helt fysisk klipper sig frem igennem det sorte papir, som siden, når det foldes ud, åbenbarer et sammenhængende univers af prinsesser med lange støvler og blomster i håret, der støder til fugle, som igen læner sig op ad hunde, høns og engle. Det hele hænger sammen på forunderligste vis, der er ikke noget, som er sat i en klippemæssig parentes i et rum for sig eller som hænger og flagrer umotiveret på papiret.

Det er ganske enkelt ikke til at forstå.

Jeg har spurgt hende, hvordan hun gør, for jeg kan nærmest ikke holde det ud, og hun svarede, at det mest er noget med at sidde og glo ud i luften. Et klip tager en nat. Hun ved aldrig, hvordan klippet er blevet, før hun folder papiret ud. Og når det først er klippet, så er det lavet, og så er der ikke mere at gøre ved det. Ikke noget med at gå tilbage og rette i det.

Jeg forstår slet ingenting. Glo ud i luften! Og så om natten! Og derefter de skønneste klip med frøer og kister og prinsesser med lange støvler og hår, der blæser i vinden. Det er helt alkymistisk.

Noget af klipperiet foregår endda lidt småtilfældigt. Der er selvfølgelig forsket godt og grundigt i tegn og symboler som nu kunstens lyre, der går igen i mange klip, ligesom hornblæsende renommé'er, renhedens liljer og kristne symboler som kornaks, kors og engle. Og der er utallige små hints såsom H. C. Andersens egen gravsten, der pryder midten i klippet til "Et godt humør", ligesom det også er den gamle digter selv, der advarer en ung kunstner mod Amors slemme pile i klippet til "Den uartige dreng". Men at englen under Damen med Saksens arm mangler i samme klip er en heldig tilfældighed. Sandheden er, at den ligger omme bag kunstnerindens kommode.

Klippene besidder en dobbeltbund, der minder om digterens historier. Som helhed er de overvældende skønne, symmetriske og stærke.
I detaljen er de direkte morsomme, spøjse og underfundige. Se nu heksen med manden på næsen på klippet til "Den lille Idas blomster", de har det da ret sjovt, heksen og manden, eller den geskæftige svigermoder med ærten gemt bag ryggen på klippet til "Prinsessen på ærten" - ja, se hvorsomhelst!

Der er også noget med det sorte klip på den hvide baggrund, som får ens øje til at vende tilbage igen og igen. Det er hemmelighedsfuldt på samme uudgrundelige og tvetydige måde, som skygger der kastes, og som får deres eget liv og bliver større og mægtigere end det, de kastes fra, som i "Skyggen". De besidder dobbelthed, som man aldrig bliver færdig med at tænke over eller kigge på.

Hemmeligheden ved klippene er, at de ansporer én til at lede efter hemmeligheden. Men de giver den aldrig fra sig, de nøjes med at anspore. Igen - helt i ånd med Andersen.
Og så siger Damen med Saksen, at hun bare ville ønske, at hun klippede smukt.

Det er det, jeg mener. Jeg forstår slet ingenting.