Wiedewelt fødtes d. 1. juli 1731 i København. Som barn blev han oplært i billedhuggerfaget af sin fader - Just Wiedewelt. På den tid var det afgørende som kunstner i et enevældigt samfund at have kongeparrets bevågenhed. Så tidligt som i 1750 udførte Wiedewelt derfor to små buster af kongeparret, Kong Frederik V og dronning Louise, som følgelig bevilgede ham 120 rigsdaler. For disse påbegyndte han den for alle kunstnere så nødvendige uddannelses og dannelsesrejse - en grand tour -, som først bragte ham til byernes by Paris. Dette ophold skulle komme til at præge Wiedewelt i flere retninger.

Til at begynde med fik Wiedewelt - takket være den danske legationssekretær Wasserschlebes intervention - plads i den berømte billedhugger Coustou d. yngres værksted, og i 1753 vandt han for sit arbejde sølvmedaljen på det kgl. franske kunstakademi. I Frankrig var man på dette tidspunkt stærkt optaget af nogle nye modestrømniger, som inspireredes af antikkens Rom, og som på forskellig vis kom til at brede sig i - og influere på - alle samfundets hidtidige normer.

Baggrunden var, at man i året 1710 ved et tilfælde faldt over en begravet by i udkanten af Napoli i Italien.Man vidste til at begynde med ikke hvilken by, og interessen for stedet var til at begynde med kun betinget af de mange antikke kunstgenstande som man fremdrog fra jordens indre. Igen i 1748 fandt man endnu en by med lignende romerske genstande. Der var tale om de romerske byer Herculanum og Pompeii, som ved Vesuv-vulkanens dramatisk udbrud i år 79 e.kr., havde begravet store dele af den napolitanske kyst under lava. Mange mennesker led en frygtelig død, men til gengæld var deres huse, kunstgenstande og selve levevis blevet bevaret under aske, pimpsten og lava. For første gang i verdenshistorien stod man med et næsten fotografisk indtryk af det antikke romerrige. De nyopdagede kunstværker vakte blandt kunstnere og filosoffer den største beundring.

På det tidspunkt, da Wiedewelt befandt sig i Paris, havde man ved det franske hof en bygningsinspektør, Abel Poisson - kaldet Marquis de Marigny. Som broder til den franske konges elskerinde, Madame de Pompadour, og som indehaver af landets højeste kunstneriske embede, havde han alle forudsætninger for at influere på fransk kunst, og dermed på verdenskunsten. Marquis de Marigny havde i 1749 været på studierejse til Italien, og vendte hjem med inspiration og reformdrømme omkring den franske kunst, som han som overhoved for det franske kunstakademi fik lejlighed til at udføre. På kunstakademiet blev der indført en ny arbejdsmetode - tegning efter originale genstande, folkeliv etc., i stedet for den hidtidige oftest benyttede: at tegne efter model. Nu skulle man også ud at førstehåndsopleve og føle!! Samtidig blev det nødvendigt for de kunststuderende ved akademiet at tage på længerevarende studierejse til det nye inspirationsmekka: Rom. Wiedewelt var ingen undtagelse. Fra den danske konge modtog Wiedewelt en understøttelse på 400 rigsdaler årligt for perioden 1754-55. Det var sådan det gik til, at Wiedewelt d. 7 juni 1754 ankom til Rom. Med en anbefalingsskrivelse fra Wiedewelts "gode ånd" Wasserschlebe, blev Wiedewelt venligt modtaget på det franske kunstakademis aflægger i Rom, l´Academie de France á Rome, hvor maleren Natoire var direktør. Han blev pensionær ved akademiet, som havde til huse i det fornemme Palazzo Mancini. Marquis´en af Marignys reformer havde allerede givet sig udslag i akademiets undervisningsmetoder.

Målet og midlet af undervisningen og de studerendes ophold, var tegning!! Tegninger af især arkitektur, skulptur og landskaber. Igen har Wiedewelt været heldig, for i 1750´erne var det franske akademi i Rom influeret af en stor kunstner. Manden hed Piranesi, havde siden 1740 opholdt sig i Rom,og hans kunstneriske kæphest var at man nu skulle se på de antikke romerske monumenter som egne genstande - og ikke som tidligere som staffage og kulisseværk i landskabstegninger fra den romerske campagna. Piranesis indflydelse på det franske akademis pensionærer i 1750´erne er åbenbar. Hans synspunkter og metoder må have influeret på generationen af Wiedewelts samtidige. Mest kendt er den såkaldte ruinmaler - den franske Hubert Robert, ( i Rom 1759-65)- som på opfordring af Piranesi og akademiets direktør Natoire begynder at frekventere de pavelige og private samlinger af antikke genstande. Ikke så snart var Wiedewelt ankommet til Rom, før han begyndte at gøre det samme. Wiedewelts ophold på det franske akademi blev derfor naturligt nok influeret af fransk kunst, teori og tænkemåde, som krævede et grundigt studium i antikkens kunstarter.

De steder hvor Wiedewelt fik sin inspiration var ikke museer i egentlig forstand, men privatsamlinger. I midten af 1700-årene eksisterede stadig flere private kunstsamlinger, hvis genstande var blevet indkøbt siden renaissancen. De mest berømte tilhørte ældgamle fallerede italienske adelsslægter, som efterhånden som århundredet gik på hæld, så sig nødsaget til at sælge ud af deres kunstkabinetter til især engelske privatsamlere. Kunstsamlinger med berømte navne som Farnese, Borghese, Ludovisi, Barberini, og Pamphilij, blev lidt efter lidt solgt til udenlandske fyrster eller til pavens samlinger. Barberinisamlingen blev i begyndelsen af 1700-årene udvidet med betragtelige fund fra familiens sommerejendom i Praeneste, og fund fra den romerske kejser Hadrians ruinerede romerske villakompleks i Tibur. Et begreb om samlingens størrelse kan man få fra en registrant fra 1738, der nævner at samlingen på dette tidspunkt indeholdt ikke færre end 640 antikke skulpturer, relieffer, og buster. Wiedewelt må have set denne samling, idet den ikke blev opsplittet og solgt førend i løbet af 1760´erne. Den berømte farnesesamling, som rummede romerske hovedværker af speciel karakter som "Farnesetyren" og "Herkules Farnese", må Wiedewelt også have kendt. Men Wiedewelt har først og fremmest benyttet sig af de offentligt tilgængelige samlinger, såsom Kapitolmuseet og Vatikanmuseet, som også blev frekventeret af en anden dansk kunstner, Abildgaard, på hans italiensrejse.

Kapitolmuseets samlinger var meget gamle. De ældste dele stammede tilbage fra pave Sixtus IV i 1471. Først under pave Clemens XII Corsini blev Palazzo Nuovo på Kapitol i 1734 åbnet for offentligheden, og samlingen fik karakter af museum. Det første katalog fra Kapitolmuseet kom i 1750. Sammen med Museo Pio-Clementino i Vatikanet, har alle dise samlinger været yndede studiesteder for Wiedewelt, og det er i disse samlinger han har fået visuel inspiration. De mange tegninger han slæbte med sig hjem til Danmark - og som endnu kan ses på Det Kgl. danske Kunstakademi på Charlottenborg - er et vidnesbyrd derom.

Således var Wiedewelt under kyndig fransk vejledning langt inde i sit studium af antikkens genstande, da den tyske arkæolog/kunsthistoriker Winckelmann for første gang plantede sine ben i Rom i året 1755. På dette tidspunkt havde Wiedewelt i snart halvandet år studeret og tegnet antikken i så høj en grad at han - så længe opholdet varede - kun udførte ganske få billedhuggerværker. Teoretisk havde han imidlertid fået en erfaring som skulle følge ham gennem hele hans karriere. Denne akkumulation af viden benyttede han også i forhold til Winckelmann. De to blev efterhånden uadskillelige, og har under den italienske himmel udvekslet mange tanker og teorier som blev til gavn for begges virke. I 1758 var de sammen på studietur til Napoli og omegn. Venskabet varede ved ligetil Winckelmann blev myrdet i Trieste i 1768, og udmyntede sig i en årelang brevveksling. Men hvor Winckelmann udviklede sin kunstteoretiske arkæologi i værket "Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerey und Bildhauerkunst" (1755), og her fulgte en teori om det rene og ædle i den oprindelige græske antikke kunst, en tanke som Wiedewelt teoretisk var enig i, benyttede Wiedewelt sig stadig af den franske kunstskoling som han var blevet oplært i og som han aldrig - med visse undtagelser- forlod. Om sit ophold i Rom skrev Wiedewelt: "De gamles Mesterværker, som man bestandig har for Øje, Letheden ved at studere dem, dertil en vis Melancholi paa Grund af manglende forlystelser, den fri Levemaade - alt dette, mener jeg, tilskynder til en Koncentration, som man ikke finder andetsteds, og som er saa nødvendig for den, der vil studere".

En tragedie har det været for Wiedewelt at begge hans forældre var døde i 1757, under hans Rom ophold. Da hans stipendie desuden var ved at udløbe, og hans tilstedeværelse var ønsket ved kunstakademiet i København, forlod Wiedewelt sammen med maleren Mandelberg - endnu en af nyklassicismens danske fortalere - Rom i juli 1758. Tilbage i København opnåede Wiedewelt hurtigt stor succes. Allerede i 1759 fik han af hoffet anvist atelier i Materialgården, og hans første arbejde var en bestilling fra kongehuset, på en marmorsarkofag til den længst afdøde Christian VI. Sarkofagen blev bestilt af Christian VI´s enkedronning Sophie Magdalene, færdighugget i 1768, men først opstillet i kapellet i Roskilde domkirke i 1777. Sarkofagen er, med sine relieffer og kongelige allegorier, et fornemt kongeligt monument, og den tidligste repræsentant i Danmark på en sarkofag i den nye klassicistiske stilart, som Wiedewelt havde tillært sig den. Wiedewelt udførte også den monumentale sarkofag til Frederik V i samme kapel. I 1762 udgav Wiedewelt sit eget manifest: "Tanker om Smagen udi Konsterne i Almidelighed". I værket røber han sig selv som værende inspireret af vennen Winckelmanns idealer. Naturligvis en nærliggende tanke, men man må også huske på, at både Winckelmann og Wiedewelt, såvelsom alle andre i anden halvdel af 1700-årene, var stærkt optaget af oplysningstidens tanker om naturen, tanker der stammede fra Frankrig. Bogens indhold er en sammenblanding af kunsthistorie, teori, satire, monumentbeskrivelser, historie og smiger. Alt i alt plæderes for sammenhængen mellem tegningen, naturen, antikken, og "det ideale", i virkeligheden sentenser som Wiedewelt havde fået præddiket for sig på det franske akademi i Rom. Hovedtanken var, at den antikke kunst ( det være sig græsk, romersk el. ægyptisk) nærmer sig mere til naturen "udi sit fuldkomneste væsen" end anden kunst. Wiedewelt, og mange andre, mente at den kunstners stil, som havde den største lighed med den antikke, var det sikreste middel til at behage en betragter, og at en sådan kunst ved sit antikke udtryk ,ved sin ideelle og oprindelige skønhed, stod naturen nærmest, og derfor var det tætteste man kom på et ideal. Desuden var det en udtalt filosofi i 1700-årenes sidste halvdel, at den antikke kunst henrykkede og talte direkte til menneskets følelser.

Sammenhængen mellem naturen og kunsten søgte Wiedewelt at udtrykke i to meget forskellige haveanlæg; i Fredensborg slotspark har han efterladt sig et fransk inspireret monumentalt udsmykningsprojekt, og i Jægerspris slotspark den engelsk inspirerede mindepark over fortjenstfulde danske mænd. I Fredensborg arbejdede Wiedewelt tæt sammen med den franske arkitekt Jardin, med hvem han i årene 1768-69 var på studierejse til Paris og London. I Jægerspris skabte Wiedewelt derimod en række monumenter med en egen symbolik og stil. Wiedewelt var nemlig ikke bange for at prøve noget nyt. Wiedewelt var også meget inspireret af nordisk mytologi og oldtid, vikinger og de islandske sagaer. Han har efterladt sig mange tegninger af danske oldsager, enten aftegnede eller i fantasi-kompositioner. Inspirationskilder havde Wiedewelt nok af. Ud over hans egne oplevelser i udlandet, fulgte han godt med i hvad der skete rundt om i verden. Han læste meget og hans bibliotek blev hans arbejdsredskab. Wiedewelt ejede ikke færre end 1300 bøger, med indhold der varierede fra filologi, historie, kunstteori, kataloger, "turistguider" og beskrivelser af fremmede lande til politik. Wiedewelt var også humoristisk. Mange af hans tegninger og fantasier rummer dunkle satiriske budskaber. Desværre er der kun få der kender denne side af den berømte billedhugger.

Wiedewelt vedblev lige til sin død at arbejde. Så sent som i 1802 projekterede han et monument til de faldne danske soldater fra de frygtelige begivenheder i 1801. Desværre levede han over evne. Wiedewelt var meget godgørende og gavmild, og forsørgede i årevis store dele af sin familie. Derfor var hans økonomi hen mod slutningen af hans liv ikke længere hvad den havde været. Iøvrigt var flere berømte kustnere omkring år 1800 på falittens rand. Det gælder således også Abildgaard, Jens Juel og Lillie - og hovedårsagen har måske været at kongehuset, som var deres primære arbejdsgiver, skulle spare og var på vej mod bankerot.

Wiedewelts pludselige død - fundet af hans lig i Sortedamssøen - er aldrig opklaret.